Hvert år løber Bruno Batsberg flere tusinde kilometer.
Og han er ikke den eneste. Flere og flere trækker i løbeskoene for at løbe ultralange distancer, men hvad er det, der driver dem til at løbe i timevis, når det føles som om at benene er ved at give efter?  
Kom med til 6-timers løb i Dronninglund. 

Af: Nikolaj Baldur Hansen & Jacob Bargum

“Skal I også løbe 6-timers?” spørger Bruno ud i den lille forsamling af mennesker. 

“Nej nej, jeg er jo ikke idiot,” griner en af mændene fra flokken. 

Den lille forsamling består af folk, som alle skal deltage i et af dagens løb i Dronninglund. Der er tre forskellige distancer at vælge imellem. Halvmaraton, Maraton og 6-timers løbet, hvor det handler om at komme så langt som muligt indenfor seks timer.  

Bruno Batsberg er 48 år gammel og passer svin til hverdag. Han har siden 2015 været en del af det danske ultralandshold. I konkurrenceøjemed løber han oftest 24-timers løb, hvor hans personlige rekord er 254 km. Men i dag skal han deltage i 6-timersløbet, og han forventer at nå en del omgange på den 2,291 kilometer lange rundtur. 

“Det er jo bare en sprint. Jeg regner med at løbe omtrent tolv kilometer i timen, så jeg burde gerne nå lidt over de 70 kilometer i dag,” fortæller Bruno, med et glimt i øjet. 

“3 minutter!” råber Jesper Eegholm, der er arrangør af dagens løb. Stemningen sitrer blandt de 14 deltagere, der i dag skal løbe de seks timer. Nogle har prøvet det før, men for enkelte er det deres første ultraløb.  

Flokken stiller op ved målstregen, og præcis kl. 09:00 blæser Jesper Eegholm løbet i gang med et signalhorn, hvis hæse lyd skærer igennem morgenluften i den ellers stille by. 

Længere, højere, vildere

Ultraløb er en betegnelse for alle løb, som er længere end et maraton. Disciplinen kommer i mange former og størrelser, men er oftest begrænset af enten distance eller tid – for eksempel 100 kilometers løb eller 24 timers løb. Andre ultraløb strækker sig over flere dage, og i disse tilfælde er der fri mulighed for, hvornår du vil sove, spise og gå på toilettet. Så længe den samlede distance, du lægger bag dig, er til fods. 

Ifølge Jesper Olsen, der er landsholdstræner for det danske ultralandshold og selv er blandt de syv eneste mennesker, der har løbet jorden rundt, har ultraløb haft en enorm fremgang i Danmark, specielt inden for de seneste 15 år. 

“Der er kommet cirka en tredobling af ultraløbere hen over de sidste 15 år, men det er et forsigtigt gæt. Men tendensen i Danmark følger meget godt den globale,” fortæller landsholdstræneren. 

Årsagen til fremgangen kan findes i, hvem der deltager og ikke mindst i årsagen til det.  

“For omkring 20 år siden var deltagerne løbere, som var meget konkurrencemindede. Hvis man deltog dengang, handlede det meget mere om at vinde. I dag handler det for 90% om selvudvikling og om at gennemføre. Det giver et helt andet positivt fællesskab omkring det,” forklarer Jesper Olsen. 

Ultraløberen – ikke den typiske atlet 

Bruno runder målstregen for første gang da uret viser 00:10:05. En gennemsnitshastighed på 13,6km/t. Han er fokuseret og fortsætter målrettet videre på sin anden runde. Alt imens står løbsarrangør Jesper Eegholm og råber opmuntrende ord til løberne, hver gang de runder depotet ved målstregen.

Ruten følger en asfalteret cykelsti, der løber igennem skov, langs hovedvej, forbi fodboldbaner og til sidst ender tilbage ved Dronninglund idrætshal. I runde tre kommer Bruno ind til tiden 00:30:15. Han holder farten til punkt og prikke. Kun én anden af 6-timers løberne følger med i hans tempo. 

Ser man på de 14 deltagere til dagens ultraløb, er det ikke den typiske atlet, man finder. Den unge, slanke, og til tider ranglede, løber er skiftet ud med den lokale købmand på over halvtreds, og de yngste deltagere i løbet har rundet de tredive.  

Ifølge et studie, udarbejdet af RunRepeat, ligger gennemsnitsalderen for ultraløbere på 42,3 år.

En tendens der har fået flere til at spekulere på, om man er en bedre ultraløber, når man har rundet de 40 år. Ifølge lektor i fysiologi ved Aarhus Universitet og tidligere OL-landstræner for langdistanceløbere Frank De Paoli kan det være svært at konkludere.  

”Hvis man nu tog en toptrimmet atlet sidst i tyverne, som fokuserede på ultraløb, så kan det godt være, at de i virkeligheden er bedre end dem på 42 år. Men dem der er i den aldersgruppe, og som er rigtig gode til at løbe, de løber typisk ikke ultraløb, men noget der er mere prestige i,” fortæller lektoren. 

Dog har de ældre løbere en fordel på de længere distancer, fortæller Frank de Paoli. Og her kommer de mange års løbetræning dem til gode. De kan nemlig arbejde ved et lavere niveau af den maksimale iltoptagelse i længere tid end de unge atleter. 

”Der er specielt to ting, som tager mange, mange år at udvikle. Det er blandt andet den del der går på, hvor stor en procentdel af sin maksimale iltoptagelse man kan arbejde ved i lang tid, men også, i løbernes tilfælde, løbeøkonomi. Derfor ser man typisk topatleter i udholdenhedsidrætter generelt er ældre end i starten af tyverne,” fortæller Frank De Paoli. 

En kamp mod sig selv 

Uret tikker langsomt mod de seks timer, mens ultraløberne fortsætter rundt i ring på den 2,291 kilometer lange rute. Udmattelsen har lagt sig over de fleste løberes ansigter og Jesper Eegholms opmuntrende tilråb bliver sjældnere og sjældnere besvaret. 

Selvom det kræver en vis mængde træning og en god fysisk form, er det alligevel det mentale, der i sidste ende betyder noget, fortæller landsholdstræner Jesper Olsen. 

“Når først den fysiske form er på plads, så vil jeg sige, at procentfordelingen ligger på omkring 80/20 til det mentale,” fortæller landsholdstræneren.  

Hos Team Danmark arbejder man med det mentale mindset hos elitesportsudøverne, og meget af det kan oversættes til ultraløberne, fortæller sportspsykolog hos Team Danmark Anders Bendixen. 

”I sådan et løb vil man få perioder med modgang i form af smerte, ubehag eller forstyrrende tanker. Det kan også være, at man bliver overhalet, eller at man falder bagud i forhold til sit tidsskema. At man er dygtig til at rumme og acceptere det, i stedet for at blive stresset og frustreret er enormt vigtigt,” fortæller han. 

Eksistentielle spørgsmål, som ‘hvorfor gør jeg egentlig det her?’ og ‘hvad er formålet med, at jeg bliver ved med at løbe?’, vil formegentlig komme til at opstå hos løberne på de lange ruter, fortæller Anders Bendixen. Hans bud på, hvorfor flere og flere hopper i løbeskoene og løber ultralangt er enkelt. 

”Der ligger en enorm tilfredsstillelse for mennesker i at sætte sig et mål og lykkes med det. Så kan målet være alt fra at strikke en trøje til at løbe 100 kilometer i en ørken, og det er jo subjektivt,” fortæller sportspsykologen. 

For Bruno handler det netop om belønningen.  

”Det fedeste er succesen, når det går godt. Og det at jeg kan finde ud af, hvor meget jeg kan presse min krop, det er sådan set det, jeg går efter,” fortæller han.  

Et formål flere af løberne deler. For dem handler det om at rykke grænserne for sig selv, og belønningen af at have nået sit mål, eller rykket sine grænser, er en følelse, der er svær at matche. 

En uventet drejning 

Bruno er i fuld sving på runde 15. Løbet har nu stået på i lidt mere end to timer og 30 minutter. Men pludselig kommer han humpende ind til depotet og begynder at strække sin ene lægmuskel på en af halvtagets understøtningspæle. 

“Det er som om, at noget sidder fast,” konstaterer han, og beslutter sig for at tage en runde i langsomt tempo for at se, om det går over.  

Bruno er væk i længere tid, end han plejer. Endelig runder han hjørnet side om side med en kvindelig løber, humpende, i meget langsomt løb.  

“Det var det. Jeg tør ikke at fortsætte, jeg vil også gerne kunne løbe i næste uge. Jeg har før ignoreret min krop og måtte udgå længe,” siger Bruno. Der er lige knap gået tre timer. Han har officielt rundet 16 omgange og har dermed løbet 36,7km. inden han må udgå. 

Bruno er ærgerlig, men ikke nedslået. Selvom han kun nåede omtrent halvdelen af, hvad han havde satset på, var løbet i dag mest for træningens skyld. Han mener selv, at den u-samarbejdsvillige læg skyldes, at han lagde lidt for hårdt ud. En tendens, man ifølge Jesper Olsen ofte ser, specielt hos mandlige løbere. 

“Det sværeste ved ultraløb er faktisk at være tålmodig. For selvom du måske føler, at du er ved at sprænge af energi, så bliver du nødt til at holde et lavt tempo det første lange stykke tid, ellers risikerer du simpelthen at brænde ud, eller få en skade,” forklarer landsholdstræneren. 

Over målstregen 

Efter seks timer lyder signalhornet. Tre løbere er udgået, mens de 11 resterende løbere kan stoppe op med armene over hovedet. De skærende grimasser er erstattet af brede smil og de tidligere opgivende øjne stråler. Tilbage ved depotet kan man mærke forløsningens glæde. Der uddeles fist bumps og klap på skulderen til enhver, der har gennemført.  

“Det, der er specielt ved ultraløb, er, at det er lidt et overflødighedshorn. Du kan hele tiden finde en større udfordring, og det tror jeg tiltaler mange sportsudøvere i dag. Det er dig selv, din fantasi og din mentale styrke, der sætter overlæggeren for, hvad du kan få ud af den her sport,” forklarer landsholdstræner Jesper Olsen. 

Længste løber nåede lige over 64 kilometer, mens flere er nået længere, end hvad de havde forventet. For nogle var de seks timer blot et træningsløb for at holde sig i gang, mens det for andre var en milepæl. Fælles for dem alle er, at de er blevet klogere på deres grænser.